December 16, 2010

Source: Kristeligt Dagblad

Søren Friis | 16. december 2010

TORSDAG DEN 9. december skrev Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse, at Danmark nu indtager “en flot førsteplads” i en uafhængig bedømmelse af humanitære donorlande.

Bedømmelsen er gennemført af Development Assistance Research Associates, Dara, en organisation, der arbejder for at fremme effektiv bistand gennem analyse og evaluering af donorlandenes præstationer i u-landene.

Ganske rigtigt er det da, at Danmark springer tre pladser frem og nu indtager førstepladsen på Dara?s såkaldte Humanitarian Response Index. I den forbindelse modtager Danmark ros for blandt andet hurtig respons på komplekse og pludselige katastrofer i u-landene samt forholdsvis generøs støtte til FN og ngo?er, hvilket Udenrigsministeriets pressemeddelelse også fremhæver.

Men en god portion malurt i bægeret bliver der dog også plads til, hvilket pressemeddelelsen let og elegant undlader at nævne.

I rapporten kan man nemlig læse, at “Danmarks førsteplads bør behandles med varsomhed”. Grunden er, at Danmark for eksempel giver proportionelt mindre end mange andre donorlande til de “glemte” katastofer i u-landene.

Dara noterer også med bekymring, “at en række af den senere tids medieindslag og udtalelser fra danske politikere giver udtryk for, at nødhjælpen i forbindelse med oversvømmelserne i Pakistan burde være afhængig af Danmarks politiske og sikkerhedsmæssige interesser og ikke bidrage til at styrke Taleban.”

Som selve Dara-rapportens undertitel “Politiseringens problemer” antyder, er det problematisk, når den humanitære nødhjælp “politiseres”, det vil sige manipuleres med et politisk mål for øje. Endnu værre er det dog, når hjælpen ligefrem knyttes til nationale sikkerhedsspørgsmål.

DETTE VURDERER Dara faktisk, at især den danske humanitære støtte gør. Rapporten indikerer, at visse donorers bistand til humanitære katastrofer ofte ikke afhænger af behovet for støtte, men snarere påvirkes af mediepres, lobbyvirksomhed og donorlandenes egne udenrigspolitiske målsætninger.

Her fremhæves Danmark igen som en af synderne. Danmark giver meget, men for ofte af de forkerte grunde, synes konklusionen at være. Ifølge rapporten burde Danmark derfor genoverveje sin politik angående katastrofer i u-landene, således at man i fremtiden tager mere hensyn til de katastrofer, der må betegnes som “glemte”. Faktisk fremgår det eksplicit, at Danmark “ikke løfter sin del af byrden”, når det gælder de glemte katastrofer.

Desuden burde Danmark lede efter måder at forøge støtten til rekonstruktion og kriseforebyggelse, mener Dara. På dette område bruger Danmark nemlig 23 procent mindre end de andre OECD-donorlande i gennemsnit, når man måler på BNP.

Et nøgleeksempel på den stigende politisering af den humanitære dagsorden er den vestlige tilstedeværelse i Afghanistan. Her skriver Dara, at brugen af militære tropper til at levere humanitær støtte har udvisket grænsen mellem de militære aktioner og den neutrale, upartiske humanitære assistance.

Dette har både gjort de humanitære organisationer sårbare over for væbnede grupper og betydet, at støtten til områder af strategisk interesse topprioriteres, hvilket efterlader andre dele af landet uden den hjælp, der behøves.

Man må ud fra årets Humanitarian Response Index-rapport konkludere, at Danmark er blandt de donorlande, som giver den allerhøjeste støtte til humanitære formål i u-landene. Men rapporten rummer også den konklusion, at den danske støtte alt for ofte gives på baggrund af egennyttige politiske og strategiske overvejelser, især af sikkerhedspolitisk karakter.

Desuden påvirkes den humanitære dagorden af medierne i en sådan grad, at for mange katastrofer glemmes af politikerne og forbliver uberørte af støttekronerne. I begge tilfælde nævnes Danmark som et særligt negativt eksempel. Der er altså tale om en førsteplads med plads til forbedringer. Dara?s Humanitarian Response Index 2010-rapport kan læses på www.daraint.org.

Søren Friis,

cand.mag. i internationale studier,

Reberbanegade 49, 1. tv.,

København S