Over 250 millioner mennesker blev i 2008 ramt af en naturkatastrofe eller fanget i en væbnet konflikt. Det internationale samfund rykkede ud med nødhjælp i så forskellige situationer som krigen i Afghanistan, oversvømmelserne i Kina, orkanen i Myanmar (Burma) og konflikterne i de palæstinensiske selvstyreområder, Sri Lanka og Østtimor.

Men donorlandene er stadig for dårlige til at få hjælpen frem til de svageste og hårdest ramte, viser en undersøgelse foretaget af det internationale analyseinstitut DARA, Develoment Assistance Research Associates, som siden 2007 har etableret en rangliste over donorlandene, det såkaldte Human Response Index.

“I mange af de kriser, vi har undersøgt, betød manglende adgang til kriseområderne, at det var svært at komme igennem med livsvigtig hjælp. I mange tilfælde blev donorlandenes krav opfattet som svage. Dette er et område, hvor donorlandene kunne benytte deres muligheder for politisk pression”, konkluderer Human Respons Index.

DARA’s konklusion er, at det såkaldte “humanitære rum”, hvor det er muligt for nødhjælpsorganisationer at komme civilbefolkningen til undsætning i en katastrofesituation, bliver mere og mere indskrænket.

Et eksempel er Sri Lanka, hvor regeringen gjorde alt for at holde alle nødhjælpsorganisationer med undtagelse af Røde Kors ude af krigszonen i den nordlige del af landet, hvor de civile var fanget i konflikten mellem regeringen og de tamilske oprørere. Også i Myanmar ønskede militærjuntaen så vidt muligt at reducere nødhjælpen til et minimum efter tornadoen i foråret 2008, og kun den asiatiske samarbejdsorganisation ASEAN fik held til at etablere en dialog med styret, så nødhjælpen kunne komme ind i et vist omfang.

– Problemet er, at de vestlige lande ikke altid taler med én stemme i konflikter, som er politisk meget komplicerede, som for eksempel i de palæstinensiske selvstyreområder. Dertil kommer, at nye især asiatiske donorer som for eksempel Kina lægger meget mindre vægt på menneskerettigheder og humanitære principper, og de tilbyder et alternativ til genstridige regeringer, som simpelt hen holder op med at rette sig efter vestlige pres eller spiller på at splitte donorlandene, siger Nicolai Steen Nielsen.De lande, hvor nødhjælpsarbejdet gav de dårligste resultater, var netop lande med meget komplicerede, politiske situationer, som Haiti, de palæstinensiske selvstyreområder, Kina og Den Demokratiske Republik Congo.

Omvendt blev den bedste nødhjælp leveret i Tchad, Colombia, Afghanistan og Georgien, og også Sri Lanka endte med at blive et positivt eksempel, blandt andet fordi der efter tsunamien var et betydeligt beredskab til stede i landet.

Et andet svagt punkt i katastrofehjælpen er bestræbelserne på, dels at sikre at nødhjælpen fortsætter og konverteres til genopbygning. Og dels at forebygge nye katastrofer, for eksempel ved at udvikle simple varslingssystemer eller plante mangroveskove, der kan bremse vandmasserne.

“Det haster med at øge bestræbelserne for at forebygge eller mindske konsekvenserne af kommende katastrofer som følge af klimaforandringerne. Hverken donorer eller nødhjælpsorganisationer er tilstrækkeligt klædt på til de kæmpemæssige behov for nødhjælp, som kan blive det kombinerede resultat af klimaforandringer, økonomisk krise og væbnede konflikter”, konkluderer rapporten.

– Donorlandene har en tendens til kun at have øje for nødhjælpen. Men det er langt mindre omkostningstungt at forebygge end at helbrede, påpeger Nicolai Steen Nielsen.

I toppen af DARA’s rangliste for god nødhjælp ligger Norge og Sverige. Irland har i 2009-indekset overhalet Danmark, som i år ligger på en fjerdeplads, mens USA placerer sig som nummer 14 ud af 23 lande.

Men nødhjælpen bliver bedre og mere effektiv i de fleste lande, blandt andet som et resultat af OECD’s 23 såkaldte principper for God Humanitær Donorskab, som blev vedtaget i 2001.